logo

Introduktion til temaet ’forankring’

Vi vil på denne udgave af Inspirationsdagene for spiritualitet og kristentro tage udgangspunkt i temaet ’forankring’. Det rummer både en bevægelse indad, som handler om det at forankres i den kristne tro – og en bevægelse udad, hvor spiritualiteten forankres og får kød og blod i den virkelighed, vi står i. Forankring i tradition, i mig og i tiden.

Ikonen på forsiden af programmet er et billedligt udtryk for Jesu ord i Johannesevangeliet: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I intet gøre” (Joh 15,5).

Disse ord handler om forankring! Billedet af træet illustrerer det skjulte liv, der er mellem rødder, stamme og grene. Grenene er forankret på stammen, som igen er forankret i dybe rødder. Skal grenene bære god og sund frugt, så må de tilføres liv, næring, saft og kraft fra stammen med de dybe rødder. Får grenene den nødvendige næring, bærer de god frugt.

Vi håber, at Inspirationsdagene bliver dage, hvor vi sammen kan blive opmuntret til at søge en dybere forankring i troen. Et sted, hvor mangfoldigheden i oplæg, workshops og gudstjenester giver inspiration til, hvordan spiritualiteten på forskellig vis kan forankres i den virkelighed, som er vores – hjemme, i kirke og i samfund.


Velkommen!

Arrangørgruppen for Inspirationsdagene for spiritualitet og kristentro