| Oplæg og workshops |
|
Oplæg (lørdag formiddag)
Uddybning af de enkelte workshops Workshops à 4 timer
1) ’At finde hjem’ - tre meditationsveje v. Jette Dahl, freelancepræst, åndelig vejleder og forfatter
Gennem lignelsen om det fortabte søn sættes der fokus på tre meditationsveje. Den første vej går gennem den yngste søn, der bryder op og kommer langt hjemmefra. Den anden vej er sammen med den ældste søn, der forbliver hjemme og den sidste vej er sammen med Faderen. Herigennem kalder Gud os ud af ensomhed, misundelse, bitterhed, vrede og modløshed tilbage til det hjem, hvor vi i virkeligheden hører til. At være forankret i Gud åbner døre til en afslappethed og uhøjtidelighed, en indre ro, som vi har brug for i hverdagens mange gøremål og udfordringer.
Selve formen for denne workshop bliver: oplæg med praktisering af de tre meditationsveje, samtale og meditativ stilhed.
Om workshopholderen:
Cand. theol. Jette Dahl er tidligere sognepræst. Efter at have været igennem behandling for alvorlig lymfekræft opsagde hun i 2004 sin stilling for at hellige sig det, hun brænder for: omsorg for det indre menneske i lyset af den kristne tro. Hun leder i dag retræter, pilgrimsvandringer, holder kurser og foredrag og er privatpraktiserende sjælesørger og rådgiver. Hun er forfatter til bl.a. Troens lethed - 10 meditationer til hverdagsbrug (ProRex Forlag).
2) Åndelig vejledning v. Elisabeth Lidell, pilgrimspræst, retræteleder og åndelig vejleder
Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej. Inden for en dansk kirkelig horisont er åndelig vejledning mindre kendt, men den har lige som ”sjælesorg” oprindelse i den ældste kirke og er derfor gennem en lang tradition integreret i kirkens praksis verden over. Inspireret fra ignatiansk tradition vil vi forsøge a) at erkende, hvor Gud er til stede i vore liv, b) at svare på Guds kald, c) at bedømme, hvad der er Guds vilje i vore liv. I workshoppen er der vekselvirkning mellem oplæg, Bibel-meditation, bøn og samtale.
Om workshopholderen:
Elisabeth Lidell er cand.theol. et exam. art. og har været præst igennem 30 år ved hhv. Københavns Domkirke samt Risskov Kirke i Århus. Nu virker hun som pilgrimspræst, retræteleder og åndelig vejleder. Flere informationer på: www.elisabethlidell.dk
3) Gamle rødder - nye skud v. Elizabeth Knox-Seith, kultursociolog, retræteleder og skribent & Ole Skjerbæk-Madsen, missionspræst i Areopagos
Workshoppen tager sit udgangspunkt i fredagens koncert og gudstjeneste. Vi taler sammen om den længsel, vi bringer med os, om en autentisk gudstjeneste og spirituel praksis.
Som oplæg præsenterer vi elementer af keltisk, koptisk og luthersk spiritualitet og praksis – ud fra en eksistentiel synsvinkel. Forbindelsen mellem askesen og sanseligheden i den spirituelle praksis belyses, og vi vil se på sammenhængen mellem ansvaret for skaberværket og sakramenterne, primært nadveren.
Deltagerne vil herefter i grupper arbejde med deres længsel og finde frem til konkrete udtryk for denne længsel i en fælles andagt.
Om workshopholderne:
Elizabeth Knox-Seith er kultursociolog og skribent og arbejder bl.a. med retræteledelse og pilgrimsvandring med inspiration fra keltisk tradition. Hun er redaktør af antologien Pilgrimsspor, Forlaget Univers 2007.
Ole Skjerbæk Madsen er cand. theol. og missionspræst i Areopagos. Han er grundlægger af I Mesterens Lys og arbejder især med mødet mellem Kirken og vor tid nye åndelighed. Seneste bog: Visdomsbilleder. Meditationer over Tarottens trumfer. I Mesterens Lys / Forlaget Scandinavia 2007.
Workshops à 2 timer
4) Det lyttende medmenneske v. Bente Pihl, medvandrer, sjælesørger og daglig leder af ’Den Lyttende Kirke’
Hvor vigtigt er det egentligt at lytte? Hvilken forskel gør det? Hvor godt lytter jeg selv? Hvad sker der i mig, når jeg lytter til andre? Trænger jeg selv til at blive lyttet til? Hvor er den gode balance mellem at lytte til andre, lytte til sig selv, selv at blive lyttet til og lytte til Gud? Dette er ting vi kommer ind på. 5) Bøn og hellige rum i hverdagen – på nudansk v. Signe Malene Berg, natkirkepræst ved Vor Frue Kirke, København
Der findes et hemmeligt liv. Dér, hvor man ikke taler om troen og taler om Gud, men dér hvor man taler med og til Gud. Sproget, man gør brug af, hedder bøn. Og oplyste voksne mennesker selv i år 2010 bruger det. De beder. Men hvordan gør man det? Kan man gøre det på nudansk? Og hvordan kan ‘man’, dvs som et voksent, postmoderne og religiøst nysgerrigt menneske, i det hele taget integrere et helligt rum i sit normale hverdagsliv – få forbundet sit hellige religiøse rum med sit dagligdags verdslige rum?
Med afsæt i sin bog om kristen praksis: ‘Med hovedet i himlen og begge ben på jorden’ (Unitas Forlag 2008) og sit arbejde i Natkirken i Københavns Domkirke gennem ti år vil Signe Malene Berg behandle dette tema. Workshoppen vil bestå at oplæg, samtale og praksisøvelser, sådan så deltagerne kan finde inspiration til egen bønspraksis og reflektere videre over, hvordan en bønspraksis kan relatere til hverdagen.
Om workshopholderen:
Signe Malene Berg, født 1970. Præst. Startede Natkirken I Danmark, i Vor Frue kirke I København i 1999 som et laboratorium for gudstjenestefornyelse – se: www.natkirken.dk
6) At finde sin egen spiritualitetsform v. Martin Drengsgaard, cand. theol. og pastoralmedarbejder i ’regen’, en bykirke i København
Alt for ofte bliver vi præsenteret for en spiritualitets praksis, som vi ikke passer til os. Vi forandres ikke. Dette seminar vil prøve at beskrive forskellige spiritualitetsformer som alle har en forankring i en bred kirkelig tradition, og dermed give en hjælp til at finde ud af på hvilken måde min spiritualitets praksis hænger sammen med ens egen personlighed. Undervisningen består dels af oplæg, dels af praksis, hvor vi vil prøve forskellige ting.
Om workshopholderen:
Martin Drengsgaard er cand. theol. fra Århus Universitet. Min indgang til at undervise i spiritualitet er, at jeg selv i mange år har forsøgt at finde en form som passer til min personlighed, og har været bredt omkring. Kirkeligt har jeg baggrund i folkekirken og har i en del år været en del af Århus Valgmenighed. Siden 1. august 2008 har jeg været ansat som pastoral medarbejder i regen, en kirke i KBH med rødder i baptistkirken.
7) Det indre liv og den ydre tjeneste - om spiritualitet og diakoni v. Marianne Bønløkke, præst ved Den danske Diakonissestiftelse
Diakoni handler om at møde det andet menneske med kærlig omsorg. Men hvorfra henter man modet og energien til at gøre det? I denne workshop er der fokus på sammenhængen mellem det indre liv og den ydre tjeneste. Marianne Bønløkke tager udgangspunkt i sin egen erfaring af spiritualitet som en ressource i tjenesten, og lægger op til samtale om spiritualitet og diakoni. At der er en sammenhæng mellem det indre liv og den ydre tjeneste er der ingen tvivl om. Biskop Desmond Tutu, som har viet sit liv til kampen for forsoning i Sydafrika, siger det sådan: "Jeg overlevede ikke, hvis jeg ikke lovpriste, hvis jeg ikke mediterede, hvis jeg ikke tog mig disse øjeblikke af stilhed med Herren…..jeg ville bryde sammen….det er mit udgangspunkt – og det er noget rent fysisk.”
Om workshopholderen:
Marianne Bønløkke har gennem 20 år virket som præst - siden 2006 ved Den danske Diakonissestiftelse. Som en del af sin præstetjeneste har hun til opgave at undervise og indvie nye diakoner og diakonisser. Marianne Bønløkke er desuden medlem af redaktionen til det økumeniske tidsskrift Levende Vand, der har til formål at inspirere og give fordybelse til det indre liv - ligesom hun også leder retræter for Levende Vand på Sankt Birgitta kloster.
8) Ikoner – hvad kan vi bruge dem til? v. billedkunstner Knud Larn
Ikoner kan fokusere vores bønner til Gud og fastholde os i en trospraksis. Få indblik i historien bag dem. vi går på opdagelse i en række klassiske ikoner, deler oplevelsen af dem og får inspiration til at bruge dem i hverdagen.
Om workshopholderen:
Knud Larn er billedkunstner og har i en årrække beskæftiget sig med ikoner og forholdet mellem kunst og kristendom. Tlf. 26272589
9) Dans som en vej til fordybelse v/ Helle Lerke
Vi vil i denne workshop være optaget af at lære et forløb på omkring 7 danse. Der vil blive lagt vægt på en formidling af de små historier / betydninger dansene har, og vi vil gentage dansene, indtil føddernes vished har overtaget hovedets bekymring for ”om det nu også er rigtigt.” Dansene er i denne sammenhæng ikke objekt for opvisning. De er en vej ind i fordybelsen. Vi vil danse til musik fra forskellige kulturer og i forskellige genrer.
Trin og bevægelser er som udgangspunkt enkle, men dermed er det ikke sagt at det altid vil opleves nemt. Forudsætningen for at deltage er derfor, at man er indstillet på at arbejde med sin krop og sit sind. Det er dog ikke en terapeutisk workshop. Nærmere en lille poetisk danse-rejse på vejen mod Gud. Workshoppens tema giver et ganske særligt omdrejningspunkt. Ønsket om troens forankring.
Om workshopholderen:
Dansen er blevet min vej, som en rød tråd, en sti, et spor jeg er blevet nødt til at forfølge, fordi det betyder så meget for mig. Jeg har i en årrække været ”i lære” hos cirkeldanser Hanne Rørth, og har udannet mig som danseleder i sakral dans hos Maria-Gabriele Wosien, i Østrig. I 1997 blev jeg ”kirkedanser.” Jeg er uddannet diakon og er medarbejder i projekt ”på Herrens mark.” Dansekurser holder jeg freelance over hele Danmark. Se www.kirkedans.dk 10) Poetisk værksted v. Rie Andersen, kommunikationskonsulent, og Trine Andersen, stud. mag. i film- og medievidenskab
Vi griber fat i den kristne spiritualitet med den poetiske pen. Det sker gennem enkle skriveøvelser, som nybegyndere sagtens kan være med på. I legen med ordene kan vi udtrykke og undersøge sider af troen og dens forankring, som vi ofte ikke har sprog for i hverdagen. Du får praktiske skrivefif, så kom og udforsk, hvor din blyant kan lede dig hen...
Om workshopholderne:
Anne Marie (Rie) Andersen arbejder til dagligt som kommunikationskonsulent med strategisk kommunikation, historiefortælling, innovation, organisationsudvikling og journalistik. Hun charmeres af sprogets flippede finurligheder og det melodiøse i livet. I sin fritid performer hun med skrivegruppen 'Script', laver natkirke på Nørrebro og er leder af en gruppe 'young professionals', som arbejder med kreative events, der støtter kampen mod menneskehandel.
Trine Andersen læser Moderne Kultur og Kulturformidling. Hun har i en årrække arbejdet med teater, film, TV og litteratur. Sideløbende læser hun digte op ved litterære arrangementer i byen, bidrager til Natkirke–arrangementer med tekster om tro og tvivl, og er med i skrivegruppen ”Script”. Trines har en forkærlighed for skæv og gakket ordkunst, og lyrisk sammensmeltning af jordnær hverdagspoesi og eksistentielle temaer.
11) Tros- og livshjælp - en workshop om sjælesorg v. Mette Ladefoged, hospitals- og sognepræst - Hvordan adskiller sjælesorg sig fra coaching, terapi, almindelige samtaler osv.?
- Hvad vil det sige at være en (god) sjælesørger?
Hovedparten af tiden i workshoppen vil blive brugt på øvelser, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde med egne samtale-erfaringer – tænk derfor gerne på en (svær) samtale, du har haft eller en tematik, som fylder meget i dine samtaler med andre mennesker, og overvej, om du har lyst til, at vi bruger den som udgangspunkt i vores arbejde.
Vi runder af med at overveje, hvilken relation sjælesorg har til kirkens liv i øvrigt – gudstjeneste, ritualer, bøn m.v.
Forudsætninger: Alle kender til at tale med andre mennesker, så alle kan være med!
Deltagerantal: 6-8 personer. Så kan alle, der ønsker det, komme til; men ingen behøver at føle sig presset til det!
Om workshopholderen:
Mette Ladefoged har været hospitalspræst på Psykiatrisk Center Hvidovre de sidste 11 år og har fra det daglige arbejde og flere kurser i sjælesorg og samtalevejledning en solid erfaring med emnet, både praktisk og teoretisk.
12) ”Tag Ånden ved Hånden” - fælles bibelmeditation v. Poul A. Beck, freelancepræst, retræteleder og foredragsholder
I denne workshop mediterer vi i fællesskab over en kort bibeltekst. Metoden har været brugt i klostrene i århundreder. Her gør vi det sammen i Helligåndens fællesskab. I dette trygge fællesskab følger vi disse enkle regler:
- Her deler vi det, vi har på hjertet. Det som lige kommer til os.
- Det er frit, om man vil sige noget eller blot lytte.
- Vi lytter til Ordet bag ordene.
- Så længe vi siger det, vi har på hjerte, kan vi ikke sige noget forkert.
- Det tilkommer ikke os at bedømme eller vurdere det, de andre siger.
- Vi tager det, vi kan bruge, og lader resten ligge.
- Hvad vi ser og hører her, lad det blive i dit hjerte, når du går herfra.
Når vi mødes hjerte til hjerte, vil vi ofte opdage rige og dyrebare erfaringer hos hinanden, som vi her kan dele og således blive beriget. Kom, og tag Ånden ved hånden, og lad den lede os.
Om workshopholderen:
Freelancepræst Poul A. Beck er Cand. Theol. og tidlligere baptistpræst. Siden 2006 har han arbejdet som selvstændig præst med fokus på Åndelig vejledning, som retræteleder og foredragsholder mv.
Den ”åndelige skoling” har han fået gennem Taizé og den ignatianske tradition samt under studier af den Ortodokse kirkes forståelse af Helligånden. Han har oversat flere bøger fra Taizé og bl.a. skrevet specialet: ”Ånd og Psyke. En Helligåndsteologisk tolkning af psykoterapi.” Se www.aandeligvejledning.dk
|